Den rette servering af absint

OK, vi forestiller os nu, at vi har fået fingre i en flaske ordentlig absint og får lyst til en lille godtnatdrink. Så tager vi bare lige proppen af og ta’r os et glas? Næ, nej, så enkelt er det slet ikke. Den rette servering af absint er noget af et ritual.

Sådan rent fra flasken holder absint typisk en 60-70 procent, og det kan man selvfølgelig godt drikke rent, hvis man er ude på at vise, hvilken fandens karl man er. Det er nu altså bare ikke idéen, det skal faktisk være en fornøjelse, og for at få smagen ordentligt frem, skal absinten spædes op med vand.

OK, så hælder man op i et glas og tonser vand i?

Nah, ikke helt – det gavner smagen, hvis man giver sig god tid. Vandet skal hældes i stille og roligt i en tynd stråle, og gerne fra stor højde, så det ser rigtig storslået ud og lyder som en rislende kilde (eller som når man pisser). Det var sådan noget, som forrige århundredes franske vittighedstegnere kunne få meget ud af:

Hertil kommer så nok en finesse, som også er antydet på tegningen. Mange foretrækker nemlig deres absint med sukker. Se, det lyder jo sikkert en kende vanvittigt for en vin- eller whiskykender, sådan at komme sukker i de dyre dråber, men altså, det er jo helt legitimt at gøre det med kaffe, så hvorfor ikke med sprut? Absint er krydret med malurt, som giver en bitter smag. I en ordentligt lavet absint er det bitre kun en diskret undertone, og den kan sagtens drikkes uden sukker, men mange mener, at det gavner smagen, hvis der kommer lidt ekstra sødme til. Som tommelfingerregel kan man gå efter, at hvis man bruger sukker i kaffen, vil man nok også kunne lide det i absinten.

Til den ende opstod der i de gode, gamle dage et snurrigt specialværktøj, den såkaldte absintske. Den ligner nærmest en lille, hullet paletkniv og benyttes som følger:

Man starter med at hælde et passende mål absint op i glasset. Skeen lægges oven på glasset – og et stykke sukker lægges oven på skeen.

Herefter hælder man langsomt koldt vand over sukkeret. Det kræver naturligvis, at man har en kande eller karaffel, der er god at hælde af – og så lige lidt håndelag. I første omgang er det nok med nogle få dråber til at gennemvæde sukkeret …

… hvorefter man venter på, at det begynder at blive opløst. Ind imellem kan man så hælde lidt mere vand over – dråbevis eller i en tynd stråle. Man skal naturligvis også give sig tid til at nyde synet af, hvordan absinten bliver uklar og ‘mælket’, efterhånden som der kommer vand i – det fænomen, der kaldes ‘louche’.

Så er der serveret. Ahhh.

Kunsten består i at koordinere hele ceremonien, så alt sukkeret er opløst, når der er hældt passende med vand i glasset. Hvad der lige er ‘passende’, er et spørgsmål om smag – og kan i øvrigt variere mellem de forskellige mærker. Er der lidt sukker, der har lagt sig i bunden af glasset, kan man lige røre det ud med skeen.

Men som sagt, der er også dem, der foretrækker absinten uden sukker. Det er ganske legitimt, selv om det kan være et hårdt slag for ens iboende trang til at benytte sig af sære gadgets.

Hvad der derimod ikke er legitimt er at hælde absint over sukkeret og sætte ild til. Det er en moderne gimmick, lavet til at gøre indtryk på fulde turister i Prag, det er helt igennem uautentisk, og ingen sand ynder af god absint kunne drømme om at gøre noget så idiotisk som at spolere smagen med brændt sukker!!!

Skriv en kommentar

Hvad er det egentlig for noget, det dersens absint?

Det er sådan et spørgsmål, som vi statsautoriserede absint-nørder ofte kommer ud for. De fleste har hørt navnet, men de færreste ved, hvad det sådan helt nøjagtigt dækker over.

Selve ordet er fransk med græske rødder. ‘Absinthe’, afledt af det græske ‘apsinthion’, er simpelt hen navnet på den plante, vi herhjemme kalder malurt, og som på latin benævnes Artemisia absinthium. Når drikken også har fået det navn, er det selvfølgelig fordi malurt er en væsentlig ingrediens. Denne plante er velkendt af folk, der dyrker snapsekrydringens ædle kunst, men absint er ikke bare en malurtsnaps – der skal mere til.

Den drik, man fik serveret, hvis man omkring år 1900 gik ind på en fransk café og bad om “une absinthe, s’il vous plait”, var altid – ud over malurt – lavet på anis. Det var en drik af den slags, som danskere, der sjældent er vant til den slags, gerne kalder ‘lakridsvand’, og som er udbredt over hele middelhavsområdet. I Grækenland er det ouzo, i Tyrkiet er det raki, i den arabiske verden er det arak, i Frankrig er det i dag pastis – og dengang var det absint. Det særlige ved netop absint er, at den sødlige anis her får modspil fra den bitre smag af malurt.

I midten af 1990erne viste det sig, at man i Tjekkiet kunne få noget, der ifølge etiketten var vaskeægte absint. Det blev hurtigt voldsomt populært blandt sortklædte goth-typer, depressive digterspirer og andre, der drømte om at være Rimbaud, Dracula eller et lignende stykke vraggods fra det dekadente, nittende århundrede. Der var tale om en eller anden form for stærk alkohol med en eller anden form for udtræk af malurt i – men det havde intet overhovedet at gøre med gamle dages absint. Hvis noget af den tjekkiske “absint” overhovedet indeholdt anis, var det så lidt, at det knap kunne smages.

Her på bloggen falder vi ikke for den slags. Vi holder os til den historiske definition, og absint er derfor: En stærk, alkoholisk drik – den holder mindst 45 pct. og gerne 60 eller 70 – krydret med anis og malurt. Der er en lang række andre urter, der også kan indgå i opskriften. Fennikel er næsten altid med. Andre klassiske ingredienser er isop og pontisk malurt (en mindre bitter slægtning til den almindelige malurt). Rigtig absint er kendetegnet ved, at den bliver uklar og ‘mælket’, når man hælder vand i (og det gør man altid) – det skyldes indholdet af anis og er et fænomen, som kendere af pastis, ouzo og deslige vil nikke genkendende til.

Det er i øvrigt en finurlig lille pudsighed, at man på fransk egentlig ikke har et selvstændigt ord for denne drik. Det franske ‘absinthe’ betyder jo som nævnt simpelt hen malurt. Som navn for drikken er ordet imidlertid gledet ind i en lang række andre sprog uden at blive oversat – man har bare i større eller mindre grad tilpasset stavemåde og udtale. På dansk bruges stavemåderne ‘absinthe’, ‘absinth’ og ‘absint’ i flæng.

Skriv en kommentar

Malurt i bægeret – en weblog om absint

Absint er drikken, der blev en myte. Den er uløseligt forbundet med kunstnerlivet i La Belle Époque, hvor folk som Verlaine, Rimbaud, van Gogh og Toulouse-Lautrec ændrede kulturhistorien. Den blev udråbt som roden til snart sagt alt ondt og forbudt i en række lande. Nu er forbudet imidlertid smuldret de fleste steder, og La Fée Verte, “Den Grønne Fe”, går sin renæssance i møde.

Her vil man fremover kunne læse om Den Grønne Fe, om hendes historie og kultur, og om diverse møder med hendes mange afskygninger.

Comments (3)

« Newer Posts