Druide Absint & Cocktailbar

For nogen tid siden var jeg et par dage i Berlin. På Schönhauser Allée kom jeg forbi et sted, der kaldte sig Druide Absinth & Cocktailbar, og som på mere end almindelig tydelig vis reklamerede med, at her blev der dælme serveret absint.

Jaja, jeg måtte da se, hvad det var for noget.

Altså, stedet var som sådan vældig hyggeligt. Råt trægulv og højt til loftet, som man finder det i mangen en beverding i Prenzlauer Berg. Et af den slags steder, hvor man godt gider at hænge ud med et stort, solidt ølkrus. Hvad så med et glas absint?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var skeptisk på forhånd. Når et sted reklamerer så bombastisk med Den Grønne Fe, så lugter det langt væk af noget sensationsmageri, der plejer at få tingene til at gå i en uheldig retning. Det blev ikke bedre, da jeg kom indenfor og tog menukortet i øjesyn. Det var en ørkenvandring af mærker, jeg fra egen tunge eller pålidelige efterretninger vidste var det argeste lort, og guddødemig om der ikke ved hver enkelt stod angivet både alkoholprocent og thujonindhold. Der var også en beskrivelse af den påståede effekt: “Der opleves uanede følelser, som erfarne “absintheurs” betegner som “laviner af lyst”.

OK, nu må de sgu lige styre sig. Ja, jeg kan blive nærmest ekstatisk over smagen af rigtig god absint, og ja, jeg synes, at jeg bliver beruset på en lidt anderledes måde end med så mange andre slags drikkelse, men “laviner af lyst”? Det lyder som om de prøver at sælge én en tur i horekassen.

Nå. Der var enkelte lyspunkter på menukortet, mest diverse schweiziske mærker, som ikke er helt ringe. Jeg bestilte en “La Valote”, den kommer fra et lille destilleri i Val-de-Travers, hvor tre gutter er gået sammen og destillerer efter hver deres opskrift.

Serveringen var nærmest til at græde over. Den kom i noget, der nærmest var et stort snapseglas, sammen med et plasticbæger(!) med omkring 2 centiliter (!!) lunkent (!!!) vand. Og så en sukkerknald. Og tændstikker (!!!!).

I forskningens navn forsøgte jeg, hvordan den smagte med den udleverede smule vand; nægtede dog at sætte ild til. Oplevelsen var forudsigeligt nok ikke noget at skrive hjem om.

Det er virkelig en skam, at de har alt det lort og ikke kan finde ud af at servere den smule godt, de har, på en ordentlig måde. Stedet som sådan er rigtig hyggeligt, og med noget godt på hylderne og fontæner med koldt vand og i det hele taget sans for sagen kunne det have været helt fantastisk. Kunne have været. Er ikke.

Jeg fandt et andet sted og skyllede efter med mørk øl fra et solidt glas, der sagde klonk på den fede måde, når man satte det fra sig på træbordet. Det er sådan noget, de kan finde ud af i Berlin.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: