Det ikke så store trip …

Enhver nørd kender den dybe kløft mellem ens egen viden om det udvalgte, livsvigtige emne, og så det overfladiske billede, som menigmand, hoi polloi, hoben, måtte have. Det betyder, at nørden som oftest må påtage sig rollen som prædikant og myth-buster, når talen falder på det pågældende emne ude i det virkelige liv.

Nu er det så absint, det drejer sig om. Der er en del, der i en eller anden grad har hørt om det, og det, de har hørt er som oftest noget i stil med: 1) Det er forbudt, 2) Man bliver blind/sindssyg/skæv af det, 3) Man kan alligevel få det nogle steder, Kruts Karport f.eks.

Den korte version af historien er, at 3) er rigtig, bortset fra ordet ‘alligevel’, der ikke giver mening, når man ikke har 1) og 2) med. Nu går der jo ikke røg af en brand uden at den brænder, eller hvad det nu er man siger, så derfor er der også en lidt længere version.

Ja, absint har været forbudt i mange lande, men det er fortid nu. USA har i flere år været det eneste land, der opretholdt et forbud, men heller ikke det står længere. Og ja, i sin tid blev absint anset for at være en særligt farlig form for alkohol. Humlen, om man så må sige, var indholdet af malurt. En væsentlig bestanddel af malurt er stoffet thujon, som var mistænkt for at fremkalde hallucinationer, krampeanfald og i øvrigt alskens dårligdomme. Det dér med, at man skulle blive blind af det, er dog en af de få ting, som det ikke fik skyld for.

Det er korrekt, at thujon kan fremkalde noget, der ligner epileptiske anfald. Det er derimod ikke et hallucinogen, så myten om kunstnere, der drikker absint og ser grønne féer for sig, er en ren skrøne. Hvis nogen har fået hallucinationer af absint, er det fordi de har haft delirium, og i så fald har en hvilken som helst form for alkohol kunnet do the trick.

Den potentielle fare ved thujon førte til, at absint blev forbudt i Schweiz i 1910 og i Frankrig i 1915. Mange andre lande fulgte trop, men ikke alle. Absint har aldrig været forbudt i f.eks. Spanien, Storbritannien og Danmark, og derfor har man længe kunnet få det her til lands, på Kruts Karport og før da på det hedengangne Tannhäuser.

I vore dage er der regler for, hvor meget thujon, der må være i levnedsmidler. Det er ikke regler, der specifikt er lavet med henblik på absint, der er også thujon i almindelige krydderier som salvie og esdragon. Hvad angår alkohol siger EU-reglerne, at der må være op til 10 mg. thujon pr. liter i spiritus og op til 35 mg., hvis det er klassificeret som en bitter. Disse regler blev i praksis en legalisering af absint i hele EU. I Frankrig kunne man fremstille absint og henvise til, at det overholdt EU’s regler og dermed have loven på sin side. Forbudet fra 1915 kunne let omgås ved at skrive noget andet på etiketten, f.eks. “Bitterspiritus på absint-urter” eller noget i den dur.

Jaja, er der så dem, der siger, det er meget godt med grænser for thujon og alt det – men betyder det så ikke, at det, man kan få i dag, bare er sådan en gang udvandet tøse-absint, der skal leve op til alle mulige lovkrav, i stedet for the real shit, som de drak dengang? Det er der i hvert fald visse forhandlere, der gerne vil have én til at tro, man kan få alle mulige underlige flasker med grøn flybenzin, der lover “maximum thujon”, små medicinflasker med koncentreret malurt-olie etc. Skidtet sælges ud fra den mere eller mindre underforståede forudsætning, at thujon er et hallucinogen (hvad det ikke er), og forsøger derfor at appellere til den mest hjernedøde del af årh-hvad-fedt-trip-segmentet. Den reelle effekt består i en stabil pengestrøm fra idioter til sælgere, og denne strøm opretholdes af en kraftfuld placebo-effekt: Hvis et eller andet bonghoved har spenderet 100 dollars på en flaske med van Gogh på etiketten og tror fuldt og fast på, at den indeholder stoffet, som drømme er gjort af, skal det nok få ham til at kunne føre dybe samtaler med gulvbrædderne.

Hvad angår “rigtig” absint, er sandheden såre banal: Der har aldrig været særlig meget thujon i, og det, de lavede dengang, ville kunne sælges fuldt lovligt i dag. Der var en overgang spekulationer fremme om, at absint i gamle dage indeholdt langt større mængder thujon, end man ville tillade i dag, 300 mg./l. eller sådan noget. Det var hverken mere eller mindre end netop spekulationer. I dag ved vi, at det meste af den thujon, der findes i malurten, forsvinder i fremstillingsprocessen.

Jamenjamen, vil den bekymrede, vordende absint-nørd spørge, er der så slet ikke noget særligt ved absint? Tja, tjo. Hovedattraktionen er, at skidtet smager forrygende godt, hverken mere eller mindre. I hvert fald hvis man får fat i noget ordentligt af slagsen, og det er ikke så svært nu om dage, selv om man er nødt til at søge andre græsgange end Danmark. Og effekten? Ja, altså, der er jo alkohol i, og det kan mærkes. De fleste vil også være enige i, at rusen er anderledes end med f.eks. øl – men det er en erfaring, der gælder enhver form for alkohol. Øl føles anderledes end vin, vin føles anderledes end whisky, whisky føles anderledes end vodka, gin og tequila kan i særklasse få store, stærke mænd til at gå i gulvet, ouzo giver de ondeste tømmermænd osv. Hvad absint angår, er min erfaring, at man faktisk bliver mindre beruset end af så meget andet. Efter nogle absint-genstande er man mere klar i hovedet end hvis man havde bællet en lignende mængde vin. I rigtig store mængder kan tømmermændene dog være værre end noget, man i sin vildeste fantasi kan forestille sig, men det er efter min erfaring noget, der gælder alle drikke med anis i. Eventuelle rå-bællere derude være hermed advaret.

rendfou.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: