Archive for maj, 2008

Hvad er det egentlig for noget, det dersens absint?

Det er sådan et spørgsmål, som vi statsautoriserede absint-nørder ofte kommer ud for. De fleste har hørt navnet, men de færreste ved, hvad det sådan helt nøjagtigt dækker over.

Selve ordet er fransk med græske rødder. ‘Absinthe’, afledt af det græske ‘apsinthion’, er simpelt hen navnet på den plante, vi herhjemme kalder malurt, og som på latin benævnes Artemisia absinthium. Når drikken også har fået det navn, er det selvfølgelig fordi malurt er en væsentlig ingrediens. Denne plante er velkendt af folk, der dyrker snapsekrydringens ædle kunst, men absint er ikke bare en malurtsnaps – der skal mere til.

Den drik, man fik serveret, hvis man omkring år 1900 gik ind på en fransk café og bad om “une absinthe, s’il vous plait”, var altid – ud over malurt – lavet på anis. Det var en drik af den slags, som danskere, der sjældent er vant til den slags, gerne kalder ‘lakridsvand’, og som er udbredt over hele middelhavsområdet. I Grækenland er det ouzo, i Tyrkiet er det raki, i den arabiske verden er det arak, i Frankrig er det i dag pastis – og dengang var det absint. Det særlige ved netop absint er, at den sødlige anis her får modspil fra den bitre smag af malurt.

I midten af 1990erne viste det sig, at man i Tjekkiet kunne få noget, der ifølge etiketten var vaskeægte absint. Det blev hurtigt voldsomt populært blandt sortklædte goth-typer, depressive digterspirer og andre, der drømte om at være Rimbaud, Dracula eller et lignende stykke vraggods fra det dekadente, nittende århundrede. Der var tale om en eller anden form for stærk alkohol med en eller anden form for udtræk af malurt i – men det havde intet overhovedet at gøre med gamle dages absint. Hvis noget af den tjekkiske “absint” overhovedet indeholdt anis, var det så lidt, at det knap kunne smages.

Her på bloggen falder vi ikke for den slags. Vi holder os til den historiske definition, og absint er derfor: En stærk, alkoholisk drik – den holder mindst 45 pct. og gerne 60 eller 70 – krydret med anis og malurt. Der er en lang række andre urter, der også kan indgå i opskriften. Fennikel er næsten altid med. Andre klassiske ingredienser er isop og pontisk malurt (en mindre bitter slægtning til den almindelige malurt). Rigtig absint er kendetegnet ved, at den bliver uklar og ‘mælket’, når man hælder vand i (og det gør man altid) – det skyldes indholdet af anis og er et fænomen, som kendere af pastis, ouzo og deslige vil nikke genkendende til.

Det er i øvrigt en finurlig lille pudsighed, at man på fransk egentlig ikke har et selvstændigt ord for denne drik. Det franske ‘absinthe’ betyder jo som nævnt simpelt hen malurt. Som navn for drikken er ordet imidlertid gledet ind i en lang række andre sprog uden at blive oversat – man har bare i større eller mindre grad tilpasset stavemåde og udtale. På dansk bruges stavemåderne ‘absinthe’, ‘absinth’ og ‘absint’ i flæng.

Reklamer

Skriv en kommentar

Malurt i bægeret – en weblog om absint

Absint er drikken, der blev en myte. Den er uløseligt forbundet med kunstnerlivet i La Belle Époque, hvor folk som Verlaine, Rimbaud, van Gogh og Toulouse-Lautrec ændrede kulturhistorien. Den blev udråbt som roden til snart sagt alt ondt og forbudt i en række lande. Nu er forbudet imidlertid smuldret de fleste steder, og La Fée Verte, “Den Grønne Fe”, går sin renæssance i møde.

Her vil man fremover kunne læse om Den Grønne Fe, om hendes historie og kultur, og om diverse møder med hendes mange afskygninger.

Comments (3)