Druide Absint & Cocktailbar

For nogen tid siden var jeg et par dage i Berlin. På Schönhauser Allée kom jeg forbi et sted, der kaldte sig Druide Absinth & Cocktailbar, og som på mere end almindelig tydelig vis reklamerede med, at her blev der dælme serveret absint.

Jaja, jeg måtte da se, hvad det var for noget.

Altså, stedet var som sådan vældig hyggeligt. Råt trægulv og højt til loftet, som man finder det i mangen en beverding i Prenzlauer Berg. Et af den slags steder, hvor man godt gider at hænge ud med et stort, solidt ølkrus. Hvad så med et glas absint?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var skeptisk på forhånd. Når et sted reklamerer så bombastisk med Den Grønne Fe, så lugter det langt væk af noget sensationsmageri, der plejer at få tingene til at gå i en uheldig retning. Det blev ikke bedre, da jeg kom indenfor og tog menukortet i øjesyn. Det var en ørkenvandring af mærker, jeg fra egen tunge eller pålidelige efterretninger vidste var det argeste lort, og guddødemig om der ikke ved hver enkelt stod angivet både alkoholprocent og thujonindhold. Der var også en beskrivelse af den påståede effekt: “Der opleves uanede følelser, som erfarne “absintheurs” betegner som “laviner af lyst”.

OK, nu må de sgu lige styre sig. Ja, jeg kan blive nærmest ekstatisk over smagen af rigtig god absint, og ja, jeg synes, at jeg bliver beruset på en lidt anderledes måde end med så mange andre slags drikkelse, men “laviner af lyst”? Det lyder som om de prøver at sælge én en tur i horekassen.

Nå. Der var enkelte lyspunkter på menukortet, mest diverse schweiziske mærker, som ikke er helt ringe. Jeg bestilte en “La Valote”, den kommer fra et lille destilleri i Val-de-Travers, hvor tre gutter er gået sammen og destillerer efter hver deres opskrift.

Serveringen var nærmest til at græde over. Den kom i noget, der nærmest var et stort snapseglas, sammen med et plasticbæger(!) med omkring 2 centiliter (!!) lunkent (!!!) vand. Og så en sukkerknald. Og tændstikker (!!!!).

I forskningens navn forsøgte jeg, hvordan den smagte med den udleverede smule vand; nægtede dog at sætte ild til. Oplevelsen var forudsigeligt nok ikke noget at skrive hjem om.

Det er virkelig en skam, at de har alt det lort og ikke kan finde ud af at servere den smule godt, de har, på en ordentlig måde. Stedet som sådan er rigtig hyggeligt, og med noget godt på hylderne og fontæner med koldt vand og i det hele taget sans for sagen kunne det have været helt fantastisk. Kunne have været. Er ikke.

Jeg fandt et andet sted og skyllede efter med mørk øl fra et solidt glas, der sagde klonk på den fede måde, når man satte det fra sig på træbordet. Det er sådan noget, de kan finde ud af i Berlin.

Reklamer

Skriv en kommentar

Hill’s Absinth

Mange har stiftet bekendtskab med absint i Tjekkiet, og der er en ret pæn chance for, at det, de er stødt på, er det, der sælges under navnet “Hill’s Absinth”. Den er skabt af en hr. Radomil Hill, der efter Fløjlsrevolutionen genoplivede sin families gamle destilleri, og er hovedansvarlig for “orv, man kan få absint i Tjekkiet”-effekten, der greb mangen en drikfældig turist i halvfemserne. Den bredte sig til Storbritannien, hvor det vakte en del forbløffelse, da man fandt ud af, at absint aldrig havde været forbudt der.

Nå, hvad er det så for noget, vi har med at gøre? Tja, det holder 70 procent. Blålig-grøn, kunstig farve. Minder om frostvæske eller noget i den dur. Hæld vand i, og ta-daa: der sker ingenting overhovedet. En ordentlig absint skal have den såkaldte ‘louche’, det vil sige, at den skal blive uklar, når der hældes vand i. Når det ikke sker, er det gerne fordi, at der er lidt eller ingen anis i, og så kan man ikke med nogen rimelighed kalde det for absint. Når man stikker snuden i glasset, mødes man af en skarp og sprittet fornemmelse; den river i næsen som en stærk slavevodka. Bitter på en ubehagelig måde. Bitterheden suppleres af noget, der kan minde om en kunstig udgave af noget mynte-agtigt, som mundskyllevæske eller tandpasta.

Ingen anis, ingen louche, og har dermed intet med absint at gøre. Bør absolut undgås. Kan muligvis bruges som afløbsrens, hvis man skulle være så uheldig at eje en flaske.

Forhandlere:
Alt for mange, på nettet, i Tjekkiet og andre steder. Ingen grund til at støtte dem, før de lærer at ernære sig på ærlig vis.

Skriv en kommentar

Fremstilling af absint

Absint er i bund og grund stærk alkohol, krydret med bestemte urter. Opskrifterne er mangfoldige, men normalt opererer man med en “hellig treenighed” af urter, der i hvert fald skal med, nemlig malurt, anis og fennikel. Anis og fennikel har begge en sødlig smag, som er sådan lidt lakrids-agtig. Malurt er til gengæld en krasbørstig fætter, som kræver en særlig behandling, hvis man skal bruge den til noget drikkeligt.

Malurt-familien (Artemisia) omfatter en lang række urter, men den, der bruges til absint, er på dansk kendt under navnet have-malurt; dens latinske navn er Artemisia absinthium, og franskmændene kalder den ‘grande absinthe’. Den udmærker sig ved at have en helt ualmindelig bitter smag. Rundt omkring på nettet huserer der diverse opskrifter på såkaldt “absint”, som går ud på at hælde malurt og andre urter på en flaske vodka eller finsprit og så lade resultatet trække nogle dage. Lad det være sagt med det samme: Sådan kan man IKKE lave absint. Resultatet bliver bitrere end noget, man kan forestille sig; ens mund vil snerpe sig sammen som en frossen hønserøv og smagen vil hænge i ganen og plage én i time- eller dagevis.

I yderst små mængder og med stor forsigtighed kan man godt bruge malurt til at lave kryddersnaps med, men når det gælder absint, er taktikken en anden, nemlig destillation af udtrækket.

Destillation går ud på, at man varmer en væske op, til den begynder at fordampe. Dampen bliver så afkølet, så den bliver til en væske igen. Fidusen er, at man på den måde kan adskille det, der fordamper ved lav temperatur, fra det, der fordamper ved høj temperatur.

Hvis vi for eksempel destillerer noget vin, så vil alkoholen først fordampe, og derfor vil dampen i begyndelsen være ren alkohol. Når man opsamler den og så afbryder destillationen, når alkoholen er dampet fra, ender man med dels en omgang stærk og ren sprit, dels en rest, hvor al alkoholen er dampet væk, den såkaldte bærme. Det er i bund og grund sådan man laver cognac.

Absint er en anden historie. Her begynder man nemlig med en ren og stærk alkohol – det kan være grappa, vodka eller noget helt syvende, det kommer sig ikke så nøje; det skal først og fremmest være neutralt i smagen og holde omkring 80 procent. Det er den styrke, der skal til for at trække alle de ønskede smagsstoffer ud.

Malurt, anis og fennikel – og hvad man ellers måtte bruge i den pågældende opskrift – bliver tilsat den stærke alkohol, og det står så og passer sig selv et døgns tid. Derefter hældes der vand i, så styrken kommer ned på omkring de 40 procent, og denne blanding destilleres.

Her ses et destillationsapparat fra et lille absint-destilleri i Val-de-Travers i Schweiz; det bruges til fremstilling af den glimrende Elixir du Pays des Fées:

Til venstre ses kedlen, hvor alkoholen varmes op. Dampen ledes gennem kobberøret og over i køleren til højre; her løber røret gennem koldt vand, så dampen kondenserer og drypper ud gennem tuden nederst på køleren.

Når urteudtrækket opvarmes og alkoholen fordamper, følger mange af smagsstofferne med dampen – men ikke alle. Der sker det snedige, at de mest bitre stoffer fra malurten bliver tilbage, mens det, der drypper ud af apparatet, får alle de finere nuancer af smagen med. Den alkohol, der kommer ud, holder igen omkring 80 procent og er helt klar som vand.

Absintens karakteristiske grønne farve kommer som regel fra to urter, nemlig isop og en anden malurt-art, den såkaldte pontiske malurt (Artemisia pontica), på fransk kendt som ‘petite absinthe’. Den er ikke nær så bitter som have-malurten, og derfor behøver man ikke destillere, efter den er tilsat. Man tager en del af den destillerede absint fra og kommer urterne i, hvorefter man varmer blandingen forsigtigt op. Varmen hjælper med at trække farve og smag ud af urterne. Derefter blander man den farvede del med resten af udtrækket.

Farvningen er ikke obligatorisk – man kan også lade absinten være klar, som den er, når den kommer lige fra destillationsapparatet. I så fald plejer man at lade isop og pontisk malurt trække med i alkoholen fra starten af. Det skal i øvrigt understreges, at farvningen først og fremmest er noget, man gør for smagens skyld. At det så kan se vældig flot ud også, er så bare en ekstra bonus.

Det er ind imellem hændt, at en ivrig hjemmebrænder ikke lige har kunnet finde noget pontisk malurt og så har tænkt “arh, skidt, vi bruger sgu bare den almindelige”. Det er en brøler af rang. Resultatet bliver med garanti aldeles udrikkeligt.

På det seneste er der nogle af de schweiziske absint-destillatører, der også har fået den ulyksalige idé, at de vil farve absinten med have-malurt. De er klar over, at det er problematisk, og derfor bruger de så lidt af den, at den ikke tilføjer ret meget hverken farve eller smag, og så er hele idéen jo sådan set gået fløjten. Det eneste, der kommer ud af det, er en anmassende bitter eftersmag, som ødelægger noget, der ellers er begyndt som en glimrende absint.

En grundig gennemgang af hele processen med tilhørende billeder fra et fransk destilleri kan ses her.

Skriv en kommentar

Misinformation i populærvidenskabeligt magasin – arrgh!!

Det populærvidenskabelige magasin Historie har i hvert nummer en quiz-side, hvor man blandt andet kan muntre sig med at gætte et eller andet ud fra tre spor. I nr. 9, der udkom i maj, handler det om absint. Quizzen ser sådan her ud:

Det er en imponerende omgang gennemført misinformation, der er blevet klemt ned på den smule spalteplads! Først står der, at “den blev ophældt i glas gennem en brændende sukkerknald”. Nej, gu’ fanden gjorde den ej, det har man aldrig gjort med absint. At der sidenhen er nogle tumber i Tjekkiet, der har fundet på, at det skulle være cool med den slags, har intet med den historiske drik at gøre.

Så påstår de, at absint i dag kan købes “med anissmag, men uden malurt”. Bullshit. Der laves og sælges absint med malurt i dag fuldstændig som dengang.

Det er sgu en tand for dårligt, at sådan et blad ikke kan få den slags på plads. Især da de har fundet billedet længst til venstre på oxygenee.com, som er en særdeles grundig og informativ hjemmeside om alt, hvad der har med absint at gøre. De behøvede såmænd bare læse FAQ’en dér for at få rigeligt med oplysninger til sådan en smule quiz. Ellers kunne de have spurgt mig. Sidste år skrev jeg sådan set en artikel til selvsamme blad, netop om absint, så det er ikke fordi de ikke ved, hvor de kunne henvende sig.

Skriv en kommentar

Duplais-serien – et fint sted at starte …

Det hænder i ny og næ, at nogen kommer og hiver mig i ærmet og spørger, hvilken absint jeg kan anbefale, hvis de gerne vil have fat i en flaske. Mit forslag plejer at være Duplais Balance fra det schweiziske destilleri Matter-Luginbühl.

Duplais er navnet på forfatteren til Traité de la Fabrication des Liqueurs et de la Distillation des Alcools, en fransk manual for destillatører fra det 19. århundrede. Den indeholder naturligvis flere opskrifter på absint, og dem har Matter-Luginbühl brugt som udgangspunkt for tre forskellige absinter: Duplais Verte, Duplais Blanche og Duplais Balance.

Den første er en klassisk, grøn absint helt efter bogen, mens “Blanche” er en lige så klassisk udgave af en klar absint. De holder begge 72 procent og er fine eksempler på ordentlig, godt lavet, traditionel absint.

“Balance” er på 60 procent, og så har prisen også lige fået et lille nyk nedad. Den må dermed siges at være det, der på godt dansk kaldes et best buy. Der er nok noget derude, der har en lidt mere raffineret og kompleks smag, men den er perfekt hvis man gerne lige vil prøve, hvad hulen det dér absint er for noget – eller som en flaske til almindelig hverdagsbrug, når man bare lige vil have sig en stille drink uden at det skal føles som et dræn lagt lige lukt ind i tegnedrengen. Også fin, hvis ens hjem bliver invaderet af gæster, der lige skal smage et glas.

Føler man sig sikker i sin sag, kan man så lægge et par håndører mere og prøve en af de to andre. Den højere alkoholstyrke betyder, at de kan holde på lidt mere smag, så de får lige lidt flere nuancer med. I sidste ende er det ens egne smagsløg, der skal fælde dommen.

Prisniveauet hos Absinthe.de er som følger: Duplais Verte står p.t. i 31 euro for en halv liter, 58 for en hel og 16 for en net lille smagsprøve på 0,2 liter. Duplais Blanche koster 29 euro for en halv liter og 49 for en hel. Balance koster 27 euro for en halv liter og 43 for en hel.

Skriv en kommentar

Hvor finder man så noget ordentligt absint?

OK, så er det jo nok, at den opmærksomme læser begynder at sidde lidt uroligt og tænke: Jaja, det er meget godt alt sammen – men hvad kan man få, som er værd at drikke, og hvor finder man det?

For nu at tage det sidste først, så kommer her dagens dårlige nyhed: Der er en masse forretninger rundt omkring, der har absint stående på hylderne, men det er ikke noget, jeg ville betale penge for. I det fleste tilfælde er det noget, som jeg snarere skulle have penge for overhovedet at drikke.

Hvis man tilfældigvis skulle komme om ad Berlin, kan man med fordel kigge ind hos en fin lille specialbutik:

Absinth-Depot Berlin
Weinmeisterstrasse 4
10178 Berlin Mitte

Deres hjemmeside er her. De har flere gode mærker, men også alt for mange dårlige, så man skal vide, hvad man går efter. Bare rolig, jeg skal nok få smidt nogle anmeldelser ud på den her side hen ad vejen.

En anden mulighed er nettet, denne forunderlige størrelse, som tillader at sidde dér bag skærmen og malke sit kreditkort, hvorefter en fragtmand dukker op et par dage senere med dette eller hint, man nu måtte have bestilt. Det kunne være absint.

Der findes mange, alt for mange netbutikker med absint. De fleste forhandler det forfærdeligste lort og svømmer over af store ord om, hvor vildt og hallucinerende og ekstremt det er. Tommelfingerregel: Hvis en forhandler er ivrig efter at fortælle, hvor meget thujon absinten indeholder, er det enten en idiot eller en svindler. Den slags skal man holde sig fra.

En anden tommelfingerregel: Hvis man holder sig til følgende to forhandlere, går man ikke galt i byen:

Liqueurs de France

Absinthe.de

Det skal så lige siges, at reglerne er sådan lidt komplicerede, når det handler om at bestille sprut fra udlandet. Det kan man muntre sig med at læse om her.

Skriv en kommentar

Det ikke så store trip …

Enhver nørd kender den dybe kløft mellem ens egen viden om det udvalgte, livsvigtige emne, og så det overfladiske billede, som menigmand, hoi polloi, hoben, måtte have. Det betyder, at nørden som oftest må påtage sig rollen som prædikant og myth-buster, når talen falder på det pågældende emne ude i det virkelige liv.

Nu er det så absint, det drejer sig om. Der er en del, der i en eller anden grad har hørt om det, og det, de har hørt er som oftest noget i stil med: 1) Det er forbudt, 2) Man bliver blind/sindssyg/skæv af det, 3) Man kan alligevel få det nogle steder, Kruts Karport f.eks.

Den korte version af historien er, at 3) er rigtig, bortset fra ordet ‘alligevel’, der ikke giver mening, når man ikke har 1) og 2) med. Nu går der jo ikke røg af en brand uden at den brænder, eller hvad det nu er man siger, så derfor er der også en lidt længere version.

Ja, absint har været forbudt i mange lande, men det er fortid nu. USA har i flere år været det eneste land, der opretholdt et forbud, men heller ikke det står længere. Og ja, i sin tid blev absint anset for at være en særligt farlig form for alkohol. Humlen, om man så må sige, var indholdet af malurt. En væsentlig bestanddel af malurt er stoffet thujon, som var mistænkt for at fremkalde hallucinationer, krampeanfald og i øvrigt alskens dårligdomme. Det dér med, at man skulle blive blind af det, er dog en af de få ting, som det ikke fik skyld for.

Det er korrekt, at thujon kan fremkalde noget, der ligner epileptiske anfald. Det er derimod ikke et hallucinogen, så myten om kunstnere, der drikker absint og ser grønne féer for sig, er en ren skrøne. Hvis nogen har fået hallucinationer af absint, er det fordi de har haft delirium, og i så fald har en hvilken som helst form for alkohol kunnet do the trick.

Den potentielle fare ved thujon førte til, at absint blev forbudt i Schweiz i 1910 og i Frankrig i 1915. Mange andre lande fulgte trop, men ikke alle. Absint har aldrig været forbudt i f.eks. Spanien, Storbritannien og Danmark, og derfor har man længe kunnet få det her til lands, på Kruts Karport og før da på det hedengangne Tannhäuser.

I vore dage er der regler for, hvor meget thujon, der må være i levnedsmidler. Det er ikke regler, der specifikt er lavet med henblik på absint, der er også thujon i almindelige krydderier som salvie og esdragon. Hvad angår alkohol siger EU-reglerne, at der må være op til 10 mg. thujon pr. liter i spiritus og op til 35 mg., hvis det er klassificeret som en bitter. Disse regler blev i praksis en legalisering af absint i hele EU. I Frankrig kunne man fremstille absint og henvise til, at det overholdt EU’s regler og dermed have loven på sin side. Forbudet fra 1915 kunne let omgås ved at skrive noget andet på etiketten, f.eks. “Bitterspiritus på absint-urter” eller noget i den dur.

Jaja, er der så dem, der siger, det er meget godt med grænser for thujon og alt det – men betyder det så ikke, at det, man kan få i dag, bare er sådan en gang udvandet tøse-absint, der skal leve op til alle mulige lovkrav, i stedet for the real shit, som de drak dengang? Det er der i hvert fald visse forhandlere, der gerne vil have én til at tro, man kan få alle mulige underlige flasker med grøn flybenzin, der lover “maximum thujon”, små medicinflasker med koncentreret malurt-olie etc. Skidtet sælges ud fra den mere eller mindre underforståede forudsætning, at thujon er et hallucinogen (hvad det ikke er), og forsøger derfor at appellere til den mest hjernedøde del af årh-hvad-fedt-trip-segmentet. Den reelle effekt består i en stabil pengestrøm fra idioter til sælgere, og denne strøm opretholdes af en kraftfuld placebo-effekt: Hvis et eller andet bonghoved har spenderet 100 dollars på en flaske med van Gogh på etiketten og tror fuldt og fast på, at den indeholder stoffet, som drømme er gjort af, skal det nok få ham til at kunne føre dybe samtaler med gulvbrædderne.

Hvad angår “rigtig” absint, er sandheden såre banal: Der har aldrig været særlig meget thujon i, og det, de lavede dengang, ville kunne sælges fuldt lovligt i dag. Der var en overgang spekulationer fremme om, at absint i gamle dage indeholdt langt større mængder thujon, end man ville tillade i dag, 300 mg./l. eller sådan noget. Det var hverken mere eller mindre end netop spekulationer. I dag ved vi, at det meste af den thujon, der findes i malurten, forsvinder i fremstillingsprocessen.

Jamenjamen, vil den bekymrede, vordende absint-nørd spørge, er der så slet ikke noget særligt ved absint? Tja, tjo. Hovedattraktionen er, at skidtet smager forrygende godt, hverken mere eller mindre. I hvert fald hvis man får fat i noget ordentligt af slagsen, og det er ikke så svært nu om dage, selv om man er nødt til at søge andre græsgange end Danmark. Og effekten? Ja, altså, der er jo alkohol i, og det kan mærkes. De fleste vil også være enige i, at rusen er anderledes end med f.eks. øl – men det er en erfaring, der gælder enhver form for alkohol. Øl føles anderledes end vin, vin føles anderledes end whisky, whisky føles anderledes end vodka, gin og tequila kan i særklasse få store, stærke mænd til at gå i gulvet, ouzo giver de ondeste tømmermænd osv. Hvad absint angår, er min erfaring, at man faktisk bliver mindre beruset end af så meget andet. Efter nogle absint-genstande er man mere klar i hovedet end hvis man havde bællet en lignende mængde vin. I rigtig store mængder kan tømmermændene dog være værre end noget, man i sin vildeste fantasi kan forestille sig, men det er efter min erfaring noget, der gælder alle drikke med anis i. Eventuelle rå-bællere derude være hermed advaret.

rendfou.jpg

Skriv en kommentar

Older Posts »